Jeg sidder og forbereder mig til en kommende Enneagram Master Class, som starter til efteråret En Master Class med overskriften ”Det vågne Hjerte”. Jeg tænker over, hvad det egentlig betyder, at navigere i livet med et åbent og vågent hjerte. Hvad betyder det, at leve i overensstemmelse og balance med sit hjerte? Og hvad betyder til gengæld et sovende hjerte, et lukket hjerte?
Jeg kunne starte fra den anden side, nemlig når mit hjerte er lukket, eller måske mere korrekt, når jeg har slukket mit indre høreapparat for modtagelse af de beskeder mit hjerte sender. Måden jeg opdager, at jeg har overhørt mit hjerte – altså overhørt eller mistet retningen i mit liv, når jeg tilbageholder min autentiske stemme, eller jeg mister evnen til at træffe gode og støttende valg for mig selv – er, at min krop begynder at lave alle mulige former for ballade. Oftest i form af ondt i maven eller et uskønt forkølelsessår midt læben. Jeg bliver også trist, hvilket jeg maskerer i form af kontanthed og skarphed overfor både mig selv og mine omgivelser, og så bliver jeg så djævelsk træt og mat i sokkerne.
Med et lukket eller sovende hjerte får de mere utålmodige følelser for meget plads i os. Følelser som mindreværd, misundelse, sammenligning med andre, forsmåelse, misforståethed, aggression, nag og ensomhed. Følelser som kan forhindre os i at opleve en smidig og meningsfyldt hverdag. Følelser som gør, at vi følger os i konstant modgang eller kamp med livet.
Når jeg personligt begynder at tage de ovennævnte kropslige hints alvorligt. Når jeg læner mig ind i en indre ærlighed og tør indse, at jeg er kommet til at tage en omvej. Når jeg atter begynder at trække vejret helt ned i maven, og finder modet til at være i stilhed med mig selv. Så kan jeg pludselig høre mit hjertes visken igen. For det er dét, det er – en sagte visken. En vis, stille og tålmodig visken fra hjertet, som guider dig og viser dig, hvad dine næste skridt er, som et menneske i udvikling.
Det er også i det vågne hjerte, at vi finder kapaciteter som tilgivelse af os selv og andre, accept af og nysgerrighed på forskelligheder, rummelighed overfor synspunkter og holdninger som ikke matcher vores egne, og ikke mindst evnen til at elske dig selv. Det sidste kan lyde som en floskel, men det er hele essensen af at kunne leve et liv i overensstemmelse med din sande natur. At du kan ære og passe på dig selv, at du kan sige til og fra, at du kan tiltrække og omgive dig med de mennesker, som støtter dig allerbedst. At du kan drage nænsom omsorg for andre, måske endda uden at de ved, at du holder hånden varsomt under dem, at du kan være ærlig uden at såre, og at du lever et liv som du ikke hverken kan, skal eller vil forsvare overfor omverdenen. Du er trådt ind på din egen unikke vej.
Det er kapaciteterne hos et emotionelt modent menneske – det er det vågne hjerte.
